Bæredygtig kommune i udvikling
Det er Fredensborg Kommunes vision at være en bæredygtig kommune i udvikling. Kommunen arbejder i den fysiske planlægning med helhedsorienterede løsninger, der skaber gode rammer for udvikling og for at opnå en rigere natur, et renere miljø og forebygge og forhindre klimaforandringer.
For at understøtte en bæredygtig udvikling har kommunen fokus på at udbygge og fortætte de eksisterende bysamfund frem for at udbygge de bare marker. Tilgangen skal sikre, at kommunen på samme tid styrker bylivet, understøtter bæredygtige livsformer og giver plads til sammenhængende naturområder og klimatiltag.
Byudviklingen sker med udgangspunkt i de enkelte byområders særkender og bæredygtighedspotentialer, så byerne udvikles miljø- og klimamæssigt bæredygtigt, uden det underminerer samspillet med social bæredygtighed, økonomi, arkitektur og kulturarv.
Kommunen har tilsluttet sig det tværkommunale klimasamarbejde DK2020 og har forpligtet sig til at efterleve Parisaftalens målsætninger. Klimamålene, der beskrives i kommunens DK2020-klimaplan, er centrale pejlemærker i den fysiske planlægning – både i forhold til at reducere udledningerne af drivhusgasser og sikre kommunen mod oversvømmelser og øvrige konsekvenser af klimaforandringerne.
Fredensborg Kommune er en attraktiv bosætningskommune, hvor man bor i naturskønne omgivelser tæt på hovedstaden. Kommunens fysiske rammer - byrum, boliger, faciliteter, infrastruktur, og natur, skal understøtte et moderne familieliv, en aktiv og sund fritid, samt en bæredygtig og klimavenlig livsstil. Derudover skal der være en velfungerende fysisk og digital infrastruktur samt gode forhold for erhvervslivet.
Naturområder
Fredensborg Kommune er en naturrig kommune, hvor alle kommunens bysamfund har nærhed til værdifulde rekreative landskaber, skov- og kystområder. Byernes grønne områder og bynære skove og kystområder udgør en stor kvalitet i byerne, som giver værdi til hverdagslivet. I naturområderne er der gode muligheder for at nyde et stille frirum eller sociale fællesskaber i grønne omgivelser, samt dyrke motion og friluftsaktiviteter under åben himmel - alt sammen aktiviteter, der har stor betydning for borgernes fysiske og mentale sundhed. Det er kommunens ambition at sikre nærhed til naturområder i byudviklingen ud fra den overbevisning, at jo større nærhed naturområderne har til boligen, og jo bedre kvalitet områderne har, desto mere benyttes områderne og dermed den rekreativ værdi for brugerne.
Pendling
Fra kommunens byer og landsbyer, er der de fleste steder let adgang til det overordnede vejnet, hvilket giver gode muligheder for de mange, som dagligt har behov for transport, hvad enten det foregår i bil, bus, tog eller på cykel – i og uden for kommunen. De gode pendlermuligheder i kommunen gør det muligt at forene bolig- og arbejdsliv på tværs af kommunegrænser. Infrastrukturen skal skabe sammenhæng – både internt i kommunen, og til knudepunkter uden for kommunen. Her spiller kommunens stationer en central rolle, hvorfor udviklingen i bymidterne skal være med til at sikre gode forbindelser til stationerne, samt at flere kan bo stationsnært.
Levende bymidter
Det er kommunens ambition, at bymidterne skal være et samlingspunkt i hverdagen. Her skal være gode muligheder for et lokalt handelsliv, men også andre funktioner, f.eks. offentlige servicefunktioner, foreningsliv og boliger skal være med til at skabe rammerne for et godt hverdagsliv og mødesteder i bymidterne. Byrådet er i gang med projekter, som skal revitalisere bymidterne i Fredensborg, Humlebæk og Nivå. Desuden er projektet om en helt ny bymidte i Kokkedal ved Egevangen/Cirkelhuset i gang. Hvert bysamfund har sin egen karakter, som udviklingen af bymidterne skal understøtte. For at opnå denne målsætning og skabe lokal tilknytning til bymidterne er det afgørende, at bymidterne udvikles i tværgående samarbejder mellem private aktører, foreninger, erhvervsliv, investorer og Fredensborg Kommune.
Disse aktører vil alle spille en rolle i fremtidens levende bymidter, der i højere grad, end vi kender det i dag, vil udgøre et samlingspunkt med nye rammer, hvor forenings- og kulturliv kan udfoldes, fællesskaber kan styrkes og kulturelle oplevelser kan indfries i samspil med handels- og caféliv, som fortsat udgør en vigtig funktion i bymidterne. Bymidternes uderum udgør en stor værdi både for dem, der besøger og bor i bymidten. Derfor prioriteres det højt at skabe nye byrum, der vil forskønne bymidterne og indbyde til ophold, aktiviteter og leg. Det er desuden vigtigt, at byrummene har god tilgængelighed for alle, samt at alle kan færdes trygt hele døgnet.
De nye bymidter skaber samtidig udviklingsmuligheder og arbejdspladser i kommunen. I Fredensborg, Humlebæk, Nivå og Kokkedal skal udviklingsprojekterne i bymidter bl.a. sikre et fortsat lokalt udbud af detailhandelsbutikker. Her tænkes nye funktioner ind i bymidterne, som kan understøtte bylivet og dermed også handlen.
De fysiske rammer ændres med kommunale investeringer i nye bygninger til offentlige formål samt nye attraktive byrum. Private investeringer sikrer indbydende forretninger og nye stationsnære boliger, der i fremtiden vil give bymidterne en mere urban karakter.
Aktive landsbyer
Kommunen rummer en række livskraftige og aktive landsbyer, der med naturskønne omgivelser, gode fællesskaber og en velbevaret landsbykarakter er attraktive bosætningssteder. For at fastholde disse kvaliteter skal planlægningen have fokus på at sikre bygningskulturen og landsbyernes afgrænsning mod og samspil med det åbne land. Fællesskaber og lokalt engagement har stor betydning for landsbyernes identitet og levedygtighed, samt beboernes tilknytning til landsbyen. Derfor skal der være fokus på at understøtte fællesskabsorienterede initiativer, der kan fremme sammenhold og velvære. For at sikre offentlige mødesteder skal der i den fysiske planlægning værnes om landsbyernes gadejord og andre udendørs samlingssteder, eks. gadekær.
En attraktiv bosætningskommune har brug for et varieret boligudbud. Borgernes stigende levealder, nye familie- og bosætningsformer, herunder solister og bofællesskaber er afgørende forhold i planlægningen. Derfor tilstræber Fredensborg Kommune en variation i boligudbuddet, der modsvarer nye levemønstre og forskellige livssituationer. Fredensborg Kommune har derfor som mål, at der planlægges for 200 nye boliger årligt de kommende år.
Befolkningstallet og dermed efterspørgslen på boliger er i vækst. I kommunens boligprogram er der en forventning om, at der i perioden 2022 til 2031 bygges ca. 1400 nye boliger, svarende til gennemsnitligt 140 nye boliger årligt. Ses der alene på perioden 2022 til 2027 forventes der bygget i gennemsnit 180 boliger årligt. Boligprogrammet er baseret på de arealer og planer, der er kendte på tidspunktet for udarbejdelsen og indeholder derfor ikke projekter, som først vil indgå i planlægningen på et senere tidspunkt.
Med udgangspunkt i de kendte planer og projekter forventes det, at der i kommunen i perioden 2022 til 2031 fortrinsvis bygges etageboliger (800 boliger) efterfulgt af rækkehuse (565 boliger) og parcelhuse (13 boliger). I Fredensborg Kommune ses en øget efterspørgsel på lejligheder – både ejer og leje. Derudover efterspørges boliger med et lavt vedligeholdelsesniveau, det skal være nemt at komme til og fra boligen, og der skal være institutioner, indkøbsmuligheder og oplevelser i nærheden. Dette skal forstås i sammenhæng med et stigende antal ældre og solister i kommunen. En væsentlig del af de nye etageboliger og rækkehuse vil blive bygget ved omdannelse og fortætning af de centrale bymidter i Nivå og Humlebæk samt ved etablering af en ny bymidte i Kokkedal.
Fredensborg Kommune vil i planlægningen for boligudbygning have fokus på senioregnede boliger, fællesskabsorienterede boliger og stationsnære boliger.
Senioregnede boliger
I takt med befolkningstilvæksten ses også en demografisk ændring ved en højere andel af ældre. Det forventes, at antallet af 80+ årige vil stige fra 2088 borgere i 2021 til 4073 borgere i 2032. Dette medfører, at behovet for særligt senior- og ældreegnede boliger øges markant i de kommende år. Derfor har Fredensborg Kommune fokus på at gøre det attraktivt for såvel private som professionelle investorer at etablere senioregnede boliger og bofællesskaber i kommunen.
Et øget antal senioregnede boliger kan desuden være med til at fastholde en afbalanceret demografisk fordeling, idet de ældre generationer får mulighed for at fraflytte større boliger, eks. parcelhuse, der typisk er attraktive for børnefamilier. Et varieret boligudbud til alle livets faser er grundlaget for en afbalanceret befolkningsudvikling og dermed også grundlaget for at bevare og udvikle kommunens institutioner, foreningsliv, erhvervsliv mv.
Fællesskabsorienterede boliger
Fredensborg Kommune oplever en stor efterspørgsel på fællesskabsorienterede boformer, særligt senioregnede bofællesskaber med mindre boliger, fællesarealer og socialt samvær har stor interesse, men også børnefamilier og generationsfællesskaber søger i højere grad kollektive boformer. Tendensen gælder både landområdet og byerne, hvor hhv. tætheden til naturen og kystbanens pendlermuligheder gør bosætning attraktivt. Det er kommunens ambition at understøtte ønsket om fællesskabsorienterede boformer samt fællesskaber i boligområderne, der skaber rammerne for et socialt og aktivt hverdagsliv i trygge omgivelser.
Stationsnære boliger
Ved at prioritere fortætning og byomdannelse i de stationsnære områder, balanceres behovet for boligudbygning uden at sætte kommunens naturområder og rekreative kvaliteter under pres. Samtidig sikres nærhed til mange af hverdagens servicefunktioner, kulturtilbud og nem adgang til den kollektive trafik, hvorfra transport internt i kommunen og til knudepunkter udenfor kommunen kan klares uden bil.
Kommuneplan 2021 skal sikre det politisk besluttede mål om at planlægge for 200 boliger om året, så der kan tilvejebringes boliger til alle generationer i kommunens bysamfund. Kommuneplanen skal derfor sikre den fortsatte byvækst, og modsvare den demografiske udvikling og efterspørgsel på boliger i kommunen de kommende 12 år.
I Fredensborg Kommune betyder Fingerplanen, at det i Nivå, Kokkedal og Humlebæk ikke er muligt at inddrage nye arealer til byvækst bortset fra enkelte mindre perspektivområder ved Nivå og Kokkedal. I de kommende år er der derfor fortsat fokus på fortætning i eksisterende byområder, men der er også behov for lokal byvækst i Fredensborg By, som ikke rummer samme muligheder for fortætning af den eksisterende by som Nivå, Humlebæk og Kokkedal, og dermed mulighed for at imødekomme den stigende efterspørgsel på senioregnede boliger og mindre boliger til enlige med central beliggenhed. Det fremgår også af kommunens boligprogram, at der allerede i 2025 vil være udfordringer med arealer, der kan opføres boliger på i Fredensborg By.
Humlebæk
I kommunens boligprogram forventes i perioden 2022-2031 en boligudbygning på 224 boliger i Humlebæk.
Nivå
I kommunens boligprogram forventes i perioden 2022-2031 en boligudbygning på 717 boliger i Nivå.
Kokkedal
I kommunens boligprogram forventes i perioden 2022-2031 en boligudbygning på 312 boliger i Kokkedal.
Fredensborg
I kommunens boligprogram forventes i perioden 2022-2031 en boligudbygning på 132 boliger i Fredensborg.
Landområdet
I kommunens boligprogram forventes i perioden 2022-2031 en boligudbygning på 19 boliger i landområdet.
I landområdet har landsbyerne funktion af boligområder beliggende i landzone. En væsentlig kvalitet er den klare grænse mellem landsbyer og landskaber, som derfor skal fastholdes. Lediggjorte bygninger i landområdet udgør en mulighed for en ny anvendelse til boligformål. Der ud over kan der være mulighed for huludfyldning i landsbyerne.