Veje
Kommunens vejnet er grundlæggende effektivt og veludbygget, og problemer med trængsel begrænser sig til myldretiden på de overordnede trafikveje i kommunen. Trængselsproblemerne spredes dog i stigende grad til de tilstødende veje og har en negativ betydning for miljøet.
Kommunens vejstruktur består af gennemfartsveje, trafikveje, primære lokalveje og sekundære lokalveje. Dertil kommer tertiære lokalveje, som er alle øvrige veje, der betjener de mindre landsbyer og bebyggelser.
- Ved placering, udformning og renoverings af vejanlæg, skal der lægges særligt vægt på:
- Hensynet til trafiksikkerheden.
- Hensynet til tilgængelighed for alle trafikanter, herunder handicappede.
- På strækninger med mange krydsende bløde trafikanter eksempelvis ved skoler og i butiksgader, skal der etableres sikrede krydsninger, og hastighedsdæmpende tiltag kan tages i anvendelse.
- Vejanlæg og vejudstyr, herunder trafiksaneringer skal placeres og udformes, så de i videst muligt omfang indpasses i bymiljøets eller landskabets karakter og skala.
Vejanlæggenes forløb fremgår af retningslinjekortet.
- Gennemfartsvejene skal afvikle den gennemkørende fjern- og regionaltrafik på statsvejene Helsingørmotorvejen (rute E47), Helsingørvej/Hillerødvej (rute 6) og kommunevejen Isterødvej (rute 19).
- Trafikvejene skal afvikle trafikken ind og ud af kommunen, mellem byerne og mellem lokalområderne.
- På trafikvejene skal tilstræbes høj fremkommelighed for bil- og bustrafikken og et høj sikkerhedsniveau for alle trafikanter.
- Trafikvejes barriereeffekt for bløde trafikanter skal søges begrænset ved etablering af krydsningsmuligheder, f.eks. over hævede flader, deleheller ved lysregulerede kryds, stitunneller eller stibroer.
- Kommuneplan 2021 giver mulighed for at etablere følgende overordnede vejanlæg:
- Isterødvej, 3 spor
- Ring 6, Overdrevsvejens forlængelse, Hillerød-Humlebæk
- Kommuneplan 2021 giver mulighed for etablering af nordvendte til- og frakørselsramper til Helsingørmotorvejen ved Nivå.
Vejanlæggenes forløb fremgår af retningslinjekortet.
- Lokalveje afvikler den lokale trafik og giver tilgængelighed til de enkelte ejendomme og servicefunktioner, med stor sikkerhed for alle trafikanter.
- Der kan etableres nye lokalveje i Humlebæk Syd, i form af forlængelse af Langebjergvej, Brogårdsvej og Boserupvej.
- Primære lokalvaje skal afvikle trafikken til bysamfund eller større funktioner i landområdet. I byerne forbinder de primære lokalveje større boligområder, erhvervsområder og servicefunktioner.
- Sekundære lokalveje afvikler trafikken til mindre bysamfund i landområdet og mindre boligområder i byerne.
- Når der udlægges arealer til støjfølsom anvendelse, skal det sikres, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for trafikstøj kan overholdes alle steder i det aktuelle område, herunder både ved facaden af bygningerne og på udendørs opholdsarealer.
Formål med retningslinjerne
Fredensborg Kommunes overordnede mål på trafikområdet er at tilgodese borgernes og erhvervslivets behov for sikker og smidig transport på et sammenhængende vejnet samt for forskellige transportformer på en miljømæssig og tryg måde afpasset de lokale forhold.
God trafiksikkerhed og smidig trafikafvikling med tilstrækkelig kapacitet vægtes højt, men prioriteringen afhænger af vejens karakter og funktion som skolevej, boligvej eller trafikknudepunkt.
Den videre planlægning
Fredensborg Kommune har i 2017 udarbejdet en Mobilitets- og Infrastrukturstrategi for perioden 2018 til 2029. Hvert fjerde år udarbejdes en handlingsplan til strategien, som skal sikre realiseringen af strategiens målsætninger. I strategien arbejdes med tre hovedtemaer:
- Fremtidens by og infrastruktur
- Trygge og sikre nærområder
- Bæredygtig hverdagstrafik
Tilkørselsramper
Der er ikke etableret nordvendte tilkørselsramper på Helsingørmotorvejen ved Nivå. Ramperne har længe været et ønske fra kommunalt hold. Hvis der blev etableret nordgående tilkørselsramper ved Nivå ville det forbedre tilgængeligheden til Nivå og reducere trafikbelastningen på Kongevejen mellem Nivå og Humlebæk. Nordvendte tilkørselsramper aktualiseres yderligere af nyt udlæg til transport og distributionserhverv ved Teglbuen.
Lokalveje
Der er ikke etableret veje i Humlebæk Syd området. Det har siden 1960’erne været tanken, at området skal vejbetjenes ved at forlænge de eksisterende nord-syd-gående lokalveje, der har forbindelse til Fredensborgvej. Forlængelse af Langebjergvej, Bogårdsvej og Boserupvej skaber grundlag for byudviklingen af Humlebæk Syd.
Kommuneplan 2021 udlægger et nyt boligudbygningsområde i Fredensborg, ejendommen Petersholm, Hillerødvejen 3. Den fremtidige vejbetjening af Petersholm fastlægges i forbindelse med den videre planlægning for området. Området afgrænses af Kongevejen mod øst (kommunevej) og Hillerødvejen mod vest (statsvej). Vejdirektoratet har april 2021 truffet afgørelse om, at Petersholm ikke kan vejbetjenes fra Hillerødvejen, men forudsættes vejbetjent fra kommunevejen Kongevejen. Det følger endvidere, at det er en national interesse i kommuneplanlægningen, at den kommunale planlægning for nye byområder har fokus på at forebygge senere trafikal overbelastning af det overordnede vejnet i forbindelse med nye byområder.
Trafiksanering
Kommunen foretager en prioritering af, hvor der planlægges gennemført trafiksanering ud fra en vurdering af hvor, problemerne er størst. Fredensborg Kommune vil i trafiksaneringsprojekter fortsat informere og inddrage relevante interessenter som seniorråd og handicapråd og lokale repræsentanter.
Beboere kan få tilladelse til selv at gennemføre og finansiere trafiksaneringsprojekter under forudsætning af forudgående godkendelse af kommunen og uden ændring af vejbestyrelsesforholdene.
Andre myndigheder
Fredensborg Kommune vil i dialog med Vejdirektoratet, der er vejmyndighed for Helsingørmotorvejen, og Hillerødvejen/Helsingørvejen, arbejde for at få forbedret afvikling af trafik på det overordnede vejnet, herunder sikkerheden i kryds ved rampeanlæggene til Helsingørmotorvejen.
Tilkørselsramper
Idet staten er vejmyndighed for Helsingørmotorvejen, er anlæg af nye tilkørselsramper dermed også et statsligt anliggende. Staten har ikke aktuelle planer om at anlægge ramperne ved Nivå.
Udvidelse af Helsingør motorvejen
Fredensborg Kommune vil i samarbejde med de øvrige kommuner i regionen arbejde på en udvidelse af Helsingørmortorvejen til 3 spor mod nord til Kokkedal.
Lovgrundlag
Planloven
Vejloven