I Fredensborg Kommune findes en station i hver af de fire hovedbyer. For hver af de fire stationer fastlægges stationsnære områder og stationsnære kerneområder i henhold til Fingerplan 2019. Inden for disse områder gælder et stationsnærhedsprincip, der betyder, at besøgsintensive bymæssige aktiviteter skal placeres inden for de stationsnære områder, hvor der er god tilgængelighed til den kollektive trafik. Fredensborg Station indgår dog ikke i det overordnede banenet og er derfor som udgangspunkt ikke omfattet af Fingerplanens regler for de stationsnære områder. Fredensborg Kommune ønsker imidlertid, at stationsnærhedsprincippet som udgangspunkt også skal anvendes som planlægningsprincip i Fredensborg by
Afgrænsning af de stationsnære områder fremgår af retningslinjekortet.
- Der fastlægges stationsnære kerneområder og stationsnære områder omkring kystbanestationerne Humlebæk, Nivå og Kokkedal, og lokalbanestationen Fredensborg.
De stationsnære kerneområder afgrænses med en radius på 600 m fra stationen og de stationsnære områder afgrænses med en radius på 1200 m fra stationen. Afgræsningerne af stationsnære kerneområder og stationsnære områder fremgår af retningslinjekort.
- Større byfunktioner, som på grund af arealudnyttelse, arbejdspladstæthed, størrelse eller besøgsmønstre har en intensiv karakter – f.eks. store kontorbygninger og hotel- og kongrescentre med mange daglige brugere – skal placeres inden for de stationsnære områder og fortrinsvist inden for de stationsnære kerneområder. Større offentlige institutioner kan placeres uden for de stationsnære områder, såfremt at institutionen overvejende betjener kommunens borgere.
- Ved planlægning for kontorbyggeri eller andet arealintensivt erhvervsbyggeri større end 1.500 etagemeter i de stationsnære områder (uden for kerneområderne) til Humlebæk, Nivå og Kokkedal Station skal der udarbejdes kommuneplantillæg med angivelse af supplerende virkemidler, med henblik på at sikre tilsvarende trafikale effekter som ved en lokalisering inden for kerneområdet.
- Stationsnære områder skal udnyttes med bebyggelsesprocenter, der modsvarer den centrale beliggenhed og gode tilgængelighed.
- Større byfunktioner af regional karakter skal fortrinsvis lokaliseres stationsnært ved knudepunktsstationen Kokkedal.
- Byfunktioner, som har en intensiv karakter, skal placeres inden for de stationsnære områder og fortrinsvis inden for kerneområdet.
- Der kan ikke planlægges for kontorbyggeri o.lign. der er større end 1.500 etagemeter.
- Stationsnære områder skal udnyttes med bebyggelsesprocenter, der modsvarer den centrale beliggenhed og gode tilgængelighed.
Se endvidere boligbyggeri i de stationsnære områder se afsnittet Boliger i byområdet.
Formål med retningslinjerne
Stationsnærhedsprincippet er det overordnede lokaliseringsprincip for aktiviteterne i byområdet. Stationsnærhedsprincippet skal sikre, at så mange af de besøgsintensive bymæssige aktiviteter som muligt fremover lokaliseres med god tilgængelighed til den regionale kollektive trafikbetjening.
Alle byfunktioner, der har en intensiv karakter, bør placeres inden for de stationsnære områder, fortrinsvis indenfor de stationsnære kerneområder. At byfunktioner har en intensiv karakter, vil sige, at de har en høj arealudnyttelse og arbejdspladstæthed og evt. et stort antal besøgende, dvs. at de i særlig grad er persontrafikskabende og kan indpasses i en tæt bebyggelsesstruktur.
Lokaliseringen i de stationsnære områder bør generelt koncentreres så tæt på stationen som muligt.
Fingerplan 2019
I Fingerplan 2019 fastlægges bestemmelser for de stationsnære områder og de stationsnære kerneområder. Dette omfatter stationerne i Kokkedal, Nivå og Humlebæk, men ikke Fredensborg Station, da stationen ligger uden for fingerbystrukturen og ikke indgår i det overordnede banenet bestående af S-banerne, Kystbanen, Vestbanen, Øresundsbanen, metroen og letbaner. Kommuneplan 2021 fastlægger dog, at Fingerplanens princip om at intensive byfunktioner skal placeres stationsnært, også skal gælde som planlægningsprincip for Fredensborg by.
Effekter
Stationsnær lokalisering indebærer, at pendlere og andre rejsende tilbydes et friere valg af transportmiddel. Den enkelte borger får frihed til at vælge den transportløsning, som passer bedst. Folk uden bil tilbydes den nødvendige mobilitet, og bilister tilbydes en alternativ rejseform.
Stationsnær lokalisering virker positivt i forhold til at imødegå trængsel på vejnettet. Herved skabes der mulighed for trafikal aflastning af byområderne og dermed en forbedring af de miljømæssige (støj og luftforurening) og de trafiksikkerhedsmæssige forhold. Det er samtidig et afgiftsfrit virkemiddel baseret på den enkeltes frie valg.
Ligger en arbejdsplads tæt ved en station, fremmer det brugen af kollektiv transport. Når borgere har et reelt valg mellem transportformerne, er der mange, som har den mulighed at lade bilen stå og tage toget i stedet. Undersøgelser viser, at den trafikale effekt af stationsnær lokalisering er meget markant.
Ud fra de trafikale hensyn er det afgørende, at det er de største kontorarbejdspladser, de store regionalt orienterede institutioner og andre større rejsemål, som placeres i gangafstand fra velbetjente stationer, især knudepunktsstationerne.
De stationsnære områder skal udvikles, så der skabes attraktive lokaliseringsmuligheder. Princippet om miljørigtig lokalisering giver mulighed for at skabe spændende og tiltrækkende bymiljøer og byliv i byrummene omkring stationerne. Stationsnærhedsprincippet skal danne grundlag for fortætning i de eksisterende byområder på en miljømæssigt forsvarlig måde. Herved mindskes behovet for inddragelse af nye landområder til byformål, og en spredt byudvikling, der er uhensigtsmæssig i forhold til trafikbetjening, serviceforsyning og bevaring af landskabelige værdier, undgås.
Afgrænsningen
Stationsnær lokalisering viser sig at have en betydelig effekt på pendleres transportadfærd. Lokalisering af arbejdspladser inden for acceptable gangafstande fra station har endog betydelig effekt på transportadfærden og dermed på både trængsel på vejene og økonomien i den kollektive transport. De trafikale effekter opnås imidlertid kun, når gangafstanden fra station til arbejdsplads er maksimalt 600 m. Når det gælder boliger, er afstanden ikke helt så afgørende, idet mange cykler mellem bolig og station.
De stationsnære kerneområder afgrænses derfor med udgangspunkt i maksimale gangafstande til/fra stationerne på 600 m.
De stationsnære områder afgrænses med udgangspunkt i principielle 1.200 m cirkelslag fra stationerne. Den konkrete afgrænsning afhænger af de bymæssige sammenhænge samt af vej- og trafikstrukturen i området. Derfor kan den konkrete afgræsning afvige fra det principielle cirkelslag.
Knudepunktsstationer
Hvor banerne i byfingrene skærer de regionale tværforbindelser (S-busser og andre regionale busser), er de pågældende stationer på banerne udpeget som knudepunktsstationer af særlig trafikal og lokaliseringsmæssig betydning på grund af deres høje trafikale tilgængelighed både på langs i den enkelte byfinger og på tværs i fingerbystrukturen.
Stationsnære områder ved knudepunktsstationer (Kokkedal) har den højeste regionale kollektive trafiktilgængelighed og udgør derfor de væsentligste lokaliseringsområder, når regionale byfunktioner skal lokaliseres. Regionale byfunktioner vil typisk være virksomheder og institutioner, som der kun er én eller meget få af inden for deres art i regionen. Det er samtidig funktioner, som henvender sig til eller har relation til hele eller store dele af Hovedstadsregionen. Det er derfor væsentligt, at sådanne funktioner lokaliseres med en så høj kollektiv og individuel tilgængelighed som muligt, ikke kun på langs i den byfinger, funktionen er beliggende i, men også på tværs i fingerbystrukturen.
Den videre planlægning
Konkretiseringen af arealanvendelsen i de stationsnære kerneområder og de stationsnære områder sker gennem lokalplanlægningen.
Andre myndigheder
Bolig- og Planstyrelsen
Staten har i Fingerplan 2019 fastlagt principperne for stationsnærhed.
Fingerplan 2019 fastlægger, at kontorbygninger over 1.500 etagemeter uden videre kan placeres i det stationsnære kerneområde.
Ønsker kommunerne at lokalisere kontorbygninger o.lign. som er større end 1.500 etagemeter i de stationsnære områder men udenfor det stationsnære kerneområde, skal der redegøres for, hvordan der vil blive arbejdet med supplerende virkemidler med henblik på at sikre trafikale effekter svarende til det stationsnære kerneområde.
Det kan være et begrænset udbud af parkeringspladser suppleret med forskellige former for mobility management, som f.eks. direkte tilbringerservice til og fra stationen, firmacykelordninger til og fra stationen mv.
Der kan dog uden videre planlægges for større kontorbyggeri over 1.500 etagemeter i det stationsnære område i større afstand fra stationerne end de 600 m, såfremt der maksimalt anlægges 1 parkeringsplads pr. 50 m² etageareal erhvervsbyggeri. Det svarer til, at der i de stationsnære områder højst må anlægges 2 parkeringspladser for hver 3 ansatte. Normen er fastlagt således, at der ved loka¬lisering i det stationsnære kerneområde erfaringsmæssigt vil være parkeringspladser til dem, der, på trods af god tilgængelighed med kollektiv transport, vælger at benytte bil i den daglige pendling
Lovgrundlag
Planloven
Fingerplan 2019