Støjende friluftsanlæg indbefatter friluftsaktiviteter såsom skydebaner, flyvepladser, motocrossbaner og vandsportsaktiviteter. Med henblik på lokalisering af støjende friluftsanlæg i landområdet definerer Kommuneplanen zonerne A og B med forskellig følsomhed for støjens påvirkning af beboelse, oplevelsesværdier og forstyrrelse af dyre- og fuglelivet. Derfor er vandområder også omfattet af retningslinjerne for støjende friluftsanlæg.
- Støjende friluftsanlæg kan ikke placeres eller udvides i zone A.
- Støjende friluftsanlæg, der kræver begrænsede bygninger og andre faste anlæg, kan placeres i zone B under hensyntagen til natur-, landskabs- og kulturværdier, samt under forudsætning af, at Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser kan overholdes.
Støjende vandaktiviteter langs Øresundskysten
- Vandskibanen i Nivå Havn kan ikke udvides, men kan fortsætte eksisterende aktiviteter, såfremt der ikke på længere sigt registreres negative påvirkninger af fuglelivet i Nivåbugten.
- Der kan ikke etableres anlæg til brug af vandscootere og luftpudebåde på hele kommunens kyststrækning.
Eksisterende støjende fritidsaktiviteter i landområdets forbudszone
- Grønholt Flyveplads kan ikke udvides, hverken anlægsmæssigt eller operationsmæssigt.
Eksisterende støjende friluftsanlæg i transportkorridoren
- Motocrossbanen og skydebanen ved Kejserdal kan ikke udvides arealmæssigt.
Formål med retningslinjerne
Formålet med retningslinjerne er at give plads til støjende friluftsaktiviteter, der placeres under hensyntagen til landskabs-, natur– og kulturinteresser og eksisterende støjfølsomme anvendelser såsom rekreative friluftsarealer.
Eksisterende støjende friluftsanlæg
De eksisterende støjende friluftsanlæg i Fredensborg Kommune omfatter følgende:
- En vandskibane (en slalombane ca. 300 m. fra kysten ud for Nivå Havn)
- En flyveplads ved Grønholt
- En flugtskydebane i Langstrup Mose og en traditionel skydebane omkranset af jordvolde (Dauglykke Skytteforening) på fritidsområdet Kejserdal
- En modelflyveplads i Langstrup Mose
- En motocrossbane på fritidsområdet Kejserdal
Placering af støjende anlæg
Med henblik på lokalisering af støjende friluftsanlæg i landområdet definerer kommuneplanen zonerne A og B; hvor A er en forbudszone for støjende friluftsanlæg og B er en planlægningszone for støjende friluftsanlæg.
Forbudszone A
Zone A er en forbudszone, der omfatter de områder, der er mest
sårbare for støj, og hvor nye støjende friluftsanlæg derfor ikke kan placeres.
Zone A omfatter:
- Fingerbyens grønne kystkiler og selve Øresundskysten, hvor der ikke er plads, og hvor støj generer den almene benyttelse.
- Internationale naturbeskyttelsesområder (Natura 2000-områder), hvor dyre- og fuglelivet forstyrres, og hvor støj vil ødelægge naturoplevelsen, samt et afstandsbælte på 500 m udenom.
- Områder med naturværdi eller potentiel naturværdi.
- Beskyttelsesområder for landskabs– og kulturværdier samt geologiske værdier, da anlæg af støjende friluftsanlæg vil forringe oplevelsen af landskabet.
- Afstandsbælte til beboelse på 300 m.
Planlægningszone B
Zone B er en planlægningszone for støjende friluftsanlæg. Områderne er beliggende i landområdet, og fremstår uden beskyttelsesinteresser eller andre kommuneplaninteresser, der kolliderer med støjende anlæg. Støjende friluftsanlæg kan placeres i zone B, hvis de kan overholde Miljøstyrelsens gældende vejledninger om ”Skydebaner”, ”Støj fra motorsportsbaner” og ”Støj fra flyvepladser”. Desuden skal der ved indpasning i landskabet tages hensyn til de omkringliggende områders natur-, kultur– og landskabsværdi.
Allerede støjbelastede arealer bør indgå i overvejelserne for støjende anlæg. Der kan dog være sikkerhedsforhold o.a., f.eks. i forbindelse med Flyvepladsen i Grønholt, som hindrer lokaliseringen af konkrete friluftsanlæg.
Indpasning af forskellige typer af støjende friluftsanlæg
Langt størstedelen af kommunens kystvande bør fredeligholdes, først og fremmest af hensyn til naturbeskyttelsesinteresserne i Nivå-bugten og boligmassen langs kysterne, inklusiv bevaringsværdige bymiljøer, samt af hensyn til de øvrige rekreative kvaliteter langs kyststrækningen.
Støjende friluftsanlæg skal, uanset om de placeres i landområdet eller i byområdet, kunne overholde Miljøstyrelsen vejledende grænser for støj fra friluftsanlæg.
Støjende vandsport
Sejlads med vandscootere, jetski, luftpudefartøjer og tilsvarende fartøjer er forbudt uden særskilt tilladelse til afholdelse af specielle arrangementer. Ansøgninger om godkendelse behandles af politiet, jf. Miljøministeriets bekendtgørelse om sejlads med vandscootere mv.
Støjende vandsport i Nivåbugten
De åbne lave strandenge i Nivå bugt udgør ikke alene et særligt landskabsrum, men også et unikt naturmiljø, som det eneste af sin art på hele Øresundskysten. Nivå bugten tjener som yngle- og opvækstområde for fisk. Endvidere tjener de lavvandede arealer som rasteplads for trækfugle.
Det flade strandengslandskab er sårbart overfor anlæg, der forstyrrer oplevelsen af ”det flade”, dvs. massive anlæg med stor udstrækning. Nivåbugtens vandkvalitet er særlig sårbar overfor udledning af næringssalte og fysisk påvirkning af havbunden, der kan ødelægge vækstforholdene for ålegræs og makroalger og derved forringe fiskenes ynglemuligheder.
Samlet vurdering af støjende vandaktiviteter i Nivåbugten
- Af hensyn til et varieret fritidstilbud i kommunen, bør den eksisterende vandskibane kunne fastholdes på visse vilkår.
- Nivå Havn er beliggende midt i kommunen med en god tilgængelighed og gode rekreative muligheder.
- Fredensborg Kommune vurderer, at vandskibanen i Nivå Havn kan fastholdes uden gene for vækstforholdene for ålegræs og makroalger i Nivå Bugt.
- Fredensborg Kommune vurderer, at støjen fra de nuværende aktiviteter i Nivå havn ikke forstyrrer fuglelivet i bugten på nuværende tidspunkt.
Fredensborg Kommune vurderer i den forbindelse, at vandskibaner ikke generer nær så meget som sejlads med vandscootere og luftpudebåde. Støjen fra vandski adskiller sig ikke fra almindelig støj fra speedbåde, bortset fra, at den i højere grad er koncentreret på ét sted. Færdsel med speedbåde reguleres af politiet, f. eks. gælder det, at speedbåde tættere på kysten end 300 meter kun må færdes ved lav hastighed og vinkelret på kysten.
Flyvepladser
Fritidsaktiviteter som privat- og skoleflyvning, flyvning med svævefly og ultraletfly samt flyvning i forbindelse med faldskærmsudspring foregår fra flyvepladser, som også kan benyttes til forretnings- og taxaflyvning.
Anlæg af flyvepladser er omfattet af VVM-reglerne. Projekter skal screenes, før de kan realiseres, og de kan kræve kommuneplantillæg med VVM-vurdering. Privatflyvning i eget fly fra en mark på egen ejendom reguleres alene via Planlovens landzonebestemmelser og Miljøbeskyttelseslovens § 33.
Flyvepladsen ved Grønholt
Pladsen blev anlagt i 1940. Der er tilladelse til 5000 operationer om året (1 start eller 1 landing = 1 operation), men tilladelsen udnyttes ikke fuldt ud. I miljøgodkendelsen angives det endvidere, at der ikke er mulighed for udvidelse af anlægget. Fredensborg Kommune vurderer således, at flyvepladsen på den ene side ikke skal afvikles, men på den anden side heller ikke kan udvides, hverken anlægsmæssigt eller operationsmæssigt.
Skydebaner generelt og aktiviteterne i Langstrup Mose
Skydebanen ved Kejserdal er placeret i zone B som er en planlægningszone.
I Langstrup Mose findes en skydebane (Langstrup Flugtskydebane). Skydebanen er beliggende i zone A, som er forbudszone. Alternativ placering udenfor forbudszonen er undersøgt, men ikke fundet mulig.
Langstrup Mose er et lavbundsareal og potentielt naturgenopretningsområde. Beliggenheden ved Nive Å og tæt på kystbyerne giver et særligt potentiale for såvel benyttelsen som for beskyttelsesinteresserne.
Motorsportsbaner
Motocrossbanen ved Kejserdal er placeret i zone B, som er planlægningszone. Der er udarbejdet lokalplan for området, som muliggør aktiviteten.
Andre myndigheder
Miljøstyrelsen
Lovgrundlag
Fredensborg Kommune fastlægger i kommuneplanen retningslinjer for større friluftsanlæg af både regional og lokal betydning for at sikre så hensigtsmæssig en placering som muligt i forhold til bystruktur, trafikbetjening og natur- og friluftsinteresserne
Mindre anlæg til friluftslivet i landområdet kan etableres med zonetilladelse fra Fredensborg Kommune. Større anlæg og bygninger til friluftsformål forudsætter, at kommunen udarbejder en lokalplan.
Støjende friluftsanlæg til motorsport og flyvning er omfattet af VVM-regler og skal screenes af kommunen. Screeningen kan resultere i, at der skal udarbejdes et kommuneplantillæg med en VVM-vurdering. Til både større og mindre støjende anlæg skal der gives miljøgodkendelse af kommunen.