Øvrige indsatsområder
Offentlige institutioner som skoler, børnehaver, idræts og kulturfaciliteter skaber mødesteder i hverdagen. Ved planlægning og placering af offentlige institutioner er der således et væsentligt potentiale i at sammentænke funktionerne i den bymæssige kontekst, så der opnås bedst mulig synergi og potentiale for et mangfoldigt byliv. Udviklingsprojektet Fremtidens Folkeskoler er Fredensborg Kommunes største udviklingsprojekt til dato. Det omfatter udvikling af flere nye skolebyggerier og omfattende renoveringer af eksisterende bygninger, for alle kommunens skoler, med afsæt i et mål om at skabe fremtidens læringsmiljøer. Kommunens folkeskoler skal være det naturlige førstevalg, og have en kvalitet der både tiltrækker børnefamilier og de bedste lærekompetencer. Modernisering af skolerne vil i de enkelte bysamfund blive tænkt sammen med den øvrige strategiske planlægning. De skoler, der i dag er delt på flere lokationer tænkes samlet på én. Desuden skal der arbejdes med sammentænkning af fællesfunktioner som skolebiblioteker og de kommunale biblioteks- og kulturfunktioner. Indsatser
- Tænke nye institutioner ind i udviklingen af bysamfundene.
- Efter principperne om kloge kvadratmeter udvikles institutionerne med henblik på dobbeltudnyttelse af bygninger og arealer.
- Planlægge for nødvendige nye folkeskoler i Nivå, Humlebæk og Fredensborg, for at sikre realiseringen af Fremtidens Folkeskoler.
Bosætning og erhvervsliv er begge en forudsætning for en attraktiv kommune både for borgere og virksomheder. Erhvervsområderne er generelt velbeliggende i forhold til den overordnede infrastruktur. Derudover er kommunens placering midt i hovedstadsområdet, en styrke for erhvervslivet som dermed er en del af et fælles regionalt arbejdsmarked.
Mulighederne for udbygning af erhvervsarealer i kommunen er begrænset af bl.a. Fingerplanen og regler for udlæg af ny byzone. I de senere år har der været en stigende interesse for erhvervsområderne og efterspørgsel på flere anvendelsesmuligheder. Kommunens erhvervsområder er stort set udbygget, men øget fortætningen i erhvervsområderne inden for de gældende rammer kan bringes i spil. I den forbindelse skal der være fokus på at sikre det rette match mellem erhvervslivets behov og den fysiske planlægning. Erhvervsarealer er en forudsætning for, at kommunen også i fremtiden rummer virksomheder og dertilhørende arbejdspladser.
Indsatser
- Fremme fortætning i erhvervsområderne.
- Udpege særlige arealer forbeholdt til produktionserhverv.
Fredensborg Kommunen findes mange forskelligartede oplevelser, der spænder fra det royale tema over kultur i mange afskygninger til fritidsaktiviteter og rekreative muligheder. Kommunen rummer verdenskendte turistattraktioner som f.eks. Louisianna, Fredensborg Slot og slotshave samt Nivågaard Malerisamling. Derudover rummer kommunen også mindre kendte oplevelser med et stort potentiale, som kommunen skal styrke, f.eks. Nationalparken Kongernes Nordsjælland og parforcejagtlandskabet som er UNESCO verdensarv. Kyststrækningen med særlige havne- og strandmiljøer bindes sammen af stier, cykelruter, bakkede veje, der giver mulighed for at opleve natur og kultur i særklasse.
Indsatser
- Udbrede kendskabet til kommunens turistmæssige kvaliteter, bl.a. ved markedsføring med digitale løsninger.
- Skabe sammenhæng og koordinering imellem kommunale aktører og med VisitNordsjælland og Nationalparken Kongernes Nordsjælland.
En sammenhængende infrastruktur skal være til gavn for borgere, erhvervsliv, turister og pendlere. Infrastrukturen skal skabe sammenhæng internt i kommunen og til knudepunkter udenfor kommunen. Der skal fortsat være fokus på udbygning af et sammenhængende stinet for cyklister og gående, både i by- og landområdet. Dette skal give bedre adgang til transport fra A til B på cykel, og gøre cyklen til et attraktivt transportmiddel til kommunens stationer.
Indsatser
- Udvikle stationsområderne til velfungerende knudepunkterne.
- Prioritere, at der anlægges sikre cykelstier med høj fremkommelighed langs de store veje, mellem kommunens fire byer og til stationer og andre knudepunkter.
- Arbejde for cykelstier mod København, Helsingør og Hillerød.
Den kollektive trafik spiller ligeledes en vigtig rolle for de mange pendlere og for muligheden for at komme rund i kommune uden bil.
Indsatser
- I samarbejde med de øvrige nordsjællandske kommuner arbejdes for hyppige og hurtige tog på Kystbanen, uden forsinkelser og med god forbindelse til blandt andet lufthavnen.
- Sikre hurtige, hyppige og direkte busser mellem byerne i kommunen og til knudepunkterne uden for kommunen – herunder det nye supersygehus i Hillerød – med Flextur som supplement på landet.
I et regionalt perspektiv skaber væksten i biltrafikken trængselsproblemer på det overordnede vejnet i myldretiden. Støj fra veje opfattes som et stigende problem, som øges i takt med at trafikken på vejene stiger. Problemet er størst tæt på de store veje, især langs statsvejene Helsingørmotorvejen og A6.
Indsatser
- Arbejde for at staten reducerer køerne på Helsingørmotorvejen og på tilkørselsramperne, samt at de trafikale udfordringer på A6 gennem Fredensborg by prioriteres.
- Søge at reducere vejstøj ved udsatte boligområder ved anvendelse af støjdæmpende asfalt på de kommunale veje og fartdæmpning af lokalvejene, samt arbejde for at staten reducerer støjgenerne fra statsvejene.
Kommunens digitale infrastruktur skal tilgodese hele kommunen og understøtte digital service og smalbåndsnetværk, der indebærer muligheder for nye og bedre services til borgere og erhvervsliv.
Indsatser
- Arbejde for etablering af mobilmaster, der matcher kommunens borgere og virksomheders behov.
- Fastholde en løbende dialog med telebranchen for at sikre bedre dækning i kommunen.
- Arbejde for etablering af smalbåndsnetværk så smarte teknologier hurtigere kan udbredes.
- Udarbejde en dækningsstrategi, der skal understøtte udbredelsen af digital infrastruktur i kommunen.