Skip til hoved indholdet

Om Kommuneplanen

Fredensborg Kommuneplan 2021 sætter rammerne for kommunens fysiske udvikling de næste 12 år, med en revision hver fjerde år. Kommuneplanen behandler kommunes udvikling og arealanvendelse gennem tre dele: Hovedstruktur, Retningslinjer for arealanvendelse og Rammer for lokalplanlægning.

Hovedstrukturen beskriver den overordnede vision for kommunens udvikling, herunder hvilke indsatsområder, der særligt lægges vægt på. Hovedstrukturen bygger på visionerne om en Bæredygtig kommune i udvikling, om Bosætning midt i mulighederne og om et Varieret boligudbud

Retningslinjerne angiver administrationsgrundlaget for arealanvendelsen. Retningslinjerne er inddelt i ti forskellige temaer, hvortil der knytter sig retningslinjekort med relevante områdeudpegninger samt en redegørelse for retningslinjernes baggrund og forudsætninger.

Rammerne fastlægger overordnede bestemmelser for anvendelses- og byggemuligheder i mindre geografiske områder. Rammerne danner grundlag for lokalplanlægning, samt kommunens byggesagsbehandling, når et areal ikke er omfattet af en lokalplan.

En delvis revision af kommuneplanen

Byrådet skal i hver byrådsperiode vurdere om den gældende kommuneplan skal revideres helt eller delvist eller om planen skal vedtages for en ny fireårig periode. 

Fredensborg Kommuneplan 2017 er løbende blevet revideret i form af kommuneplantillæg, når dette har været nødvendigt og hensigtsmæssigt. Det er Byrådets vurdering, at Kommuneplan 2017 i væsentlig grad fortsat er aktuel og udgør et dækkende grundlag for den fremtidige planlægning. 

I forbindelse med vedtagelse af Planstrategi 2032 har Byrådet derfor besluttet, at der skal foretages en delvis revision af kommuneplanen. Afsættet for revisionen er de visioner og indsatser, som planstrategien beskriver for hvert af bysamfundene og landområdet.

Derudover har ny statslig lovgivning medført behov for at planlægge for enkelte nye temaer i kommuneplanen, herunder klimatilpasning og arealer til produktions- og logistikerhverv. Endvidere er der vedtaget et nyt Detailhandelsdirektiv 2018 og en ny Fingerplan 2019, som giver anledning til ændringer i kommuneplanen. Endelig har der fra politisk hold og i administrationen været ønsker til en række ændringer og præciseringer i kommuneplanen, som primært skal tjene til at forbedre kommuneplanen som administrationsgrundlag.

De dele af Kommuneplan 2017, der ikke er berørt af revisionen, videreføres for en ny fireårig periode.

Strategiens rolle

Kommuneplanen bygger videre på de visioner og indsatser, der blev fastlagt med Planstrategi 2032. Planstrategien 2032 er byrådets strategi for en bæredygtig udvikling af Fredensborg Kommunes byer og landområde. Planstrategien fastlægger de temaer, som byrådet finder væsentlige at prioritere, for at sikre den rette udvikling i kommunen. For hvert tema præsenteres udviklingsmål og indsatser, som skal lede udviklingen i den ønskede retning. Strategien skaber grundlag for en langsigtet planlægning, med afsæt i aktuelle udfordringer, og sikrer at kommunens potentialer realiseres. Planstrategien er således et oplæg til revisionen af kommuneplanen, hvor planstrategiens udviklingsmål kan omsættes til konkrete retningslinjer og rammer for arealanvendelse. Byrådet lægger med Kommuneplan 2021 en overordnet og langsigtet plan for den fysiske udviklingen af Fredensborg Kommune. Den overordnede ramme for udviklingen skal sikre, at Fredensborg Kommune fortsat vil være en velfungerende og attraktiv kommune at bo og arbejde i. 

Politikker

Den samlede udvikling af Fredensborg Kommune beskrives og tilrettelægges gennem målsætninger i politikker og strategier på de enkelte politikområder, den fysiske planlægning i planstrategien og i kommuneplanen, samt gennem det årlige budgetarbejde. 

Den fysiske planlægning skal bidrage til og understøtte målsætningerne i eksisterende politikker og strategier. Ligeledes vil fremtidige politikker og strategier medtage målsætningerne fra planstrategien og kommuneplanen. 

Kommunens planlægning og udvikling skal ske i et samspil med den overordnede statslige planlægning og Region Hovedstadens udviklingsplanlægning. Kommuneplan 2021 må således ikke stride mod statslige og regionale udviklingsplaner, herunder landsplandirektiver, Vandområdeplaner, Natura 2000-planer og Råstofplan.

Rammerne for kommunernes planlægning i Hovedstadsregionen fastsættes i landsplandirektiver, dels Landsplandirektiv for detailhandel i hovedstadsområdet fra 2018, og dels Fingerplan 2019.

Landsplandirektivet for detailhandel fastlægger den overordnede detailhandelsstruktur i hovedstadsområdet i form af bymidter, bydelscentre og aflastningsområder. I Fredensborg Kommune udlægges ny bymidte i Kokkedal, således har hver af kommunens fire bysamfund en bymidte. 

Fingerplanen fastlægger et planlægningsprincip for hovedstadsområdets udvikling. Kommuneplanens overordnede disponering hviler på Fingerplanens planlægningsprincip og strukturering af Hovedstadsområdet, hvor Fredensborg Kommune indgår i tre geografiske områdetyper: Det ydre storbyområde, herunder ”Helsingørfingeren”, hvor Kokkedal, Nivå og Humlebæk er beliggende, De grønne kiler, som er kystkilerne mellem Kokkedal, Nivå og Humlebæk og Det øvrige hovedstadsområde, der omfatter Fredensborg og landområdet.

I overensstemmelse med Fingerplanen er byvæksten koncentreret i Helsingørfingeren i de tre afgrænsede byområder. Byfortætning sker særligt i nærhed til stationerne, så der er let adgang til kollektiv trafik, og det bliver et oplagt valg for flest mulige borgere. Byvækst i det øvrige hovedstadsområde skal være af lokal karakter i tilknytning til kommunecentre eller som afrunding af andre bysamfund. De grønne kiler skal som udgangspunkt friholdes for bebyggelse, her er hovedformålet at tilgodese behovet for det almene friluftsliv, hvor mulighederne for offentlig adgang og ophold har højeste prioritet.

Rammerne for lokalplanlægning og retningslinjerne er ikke umiddelbart bindende for ejere og brugere af ejendomme. Byrådet er imidlertid forpligtet til at arbejde for kommuneplanens gennemførelse, og rammerne og retningslinjerne vil derfor også danne grundlag for behandling af alle sager vedrørende byggeri og anlæg m.v. jf. planloven § 12, stk. 1.

Rammerne har desuden følgende retsvirkninger, som kan få betydning for ejere og brugere af ejendomme:

  • Kommunen kan inden for byzoner modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Forbuddet kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen, jf. planloven § 12, stk. 2.
  • Kommunen kan modsætte sig opførelse eller ændret anvendelse af bebyggelse og ubebyggede arealer, som er i strid med kommuneplanens rammebestemmelser. Forbud kan dog ikke nedlægges, hvis området er udlagt til offentlige offentligt formål, eller omfattet af en byplanvedtægt eller lokalplan, jf. planloven § 12, stk. 3.
  • Kommunen kan desuden nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan. Et sådant forbud kan højst nedlægges for en periode på indtil et år. Inden for periodens udløb skal der offentliggøres et forslag til lokalplan som regulerer forholdet, jf. planloven § 14.

Der er foretaget en miljøscreening af væsentlige forhold i kommuneplanforslaget, som er nye i forhold til Kommuneplan 2017. På baggrund af screeningen og scoping konkluderes det, at der er behov for at foretage en miljøvurdering af udlæg af nyt erhvervsområde (Teglbuen), da det vurderes, at anvendelsen kan medføre øget trafik og støjgene samt potentielt påvirke grundvandet. Øvrige ændringer i Kommuneplan 2021 vurderes ikke i væsentlig grad at påvirke miljøet negativt. Screening og scoping er foretaget i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter, jf. LBK nr. 1976 af 27.10.2021.

På baggrund af screeningens konklusion er der gennemført en miljøvurdering af Kommuneplan 2021 for så vidt nyt erhvervsområde Teglbuen. Miljøvurderingen for Teglbuen kan tilgås via dette link.

Fredensborg Kommune
Center for By og Land
egevangen 3 B, 2980 Kokkedal 

Telefon: 72 56 50 00
fredensborg@fredensborg.dk