Skip til hoved indholdet

Planlægning siden sidst

Den fysiske planlægning i Fredensborg Kommune har siden sidste revision af kommuneplanen overvejende omhandlet planlægning, der skal styrke tilpasning, omstilling og udvikling af byerne til nye lokale behov.

Særligt har bymidterne i de fire bysamfund været i fokus – med planlægning for en ny bymidte i Kokkedal og planlægning for transformation af de eksisterende bymidter i Nivå, Humlebæk og Fredensborg. I planperioden er der udarbejdet strategiske byudviklingsplaner for de fire bymidter, samt lokalplaner for Fredensborg bymidte, 1. etape af Nivå bymidte og Kokkedal bymidte. Bymidte projekterne har stor betydning for hele kommune, hvorfor der i udarbejdelse af planerne har været særlig fokus på inddragelse af borgere, kultur- og erhvervsliv.

I Fredensborg er helhedsplanen for Den Grønne Slotsby vedtaget. Planens formål er at skabe sammenhæng mellem slottet og bymidten ved hjælpe af landskabelig bearbejdning og byrumsfornyelse. Det skal forbedre ankomsten og de trafikale forhold i bymidten og styrke byens identitet som slots- og handelsby. Endvidere er der vedtaget en ny lokalplan for bymidten, som grundlag for realisering af helhedsplanen.

I Humlebæk er en strategisk helhedsplan for Humlebæk Bymidte vedtaget. Bymidten omfatter Humlebæk Center, boligområder, stationsområdet samt forretninger og park øst for banen. Helhedsplanen indebærer en fortætning af den stationsnære bymidte med flere boliger, en transformation af centeret, et nyt kulturhus og bibliotek med faciliteter til børn og ældre, mulighed for en ny daginstitution, samt nyt byrum og fornyet liv til parkområdet.

I Nivå er en strategiske byudviklingsplan for Fremtidens Nivå Bymidte vedtaget. Her revitaliseres bymidten gennem fortætning med offentlige funktioner i Generationernes hus, flere boliger, liberale erhverv, dagligvare- og udvalgsvarebutikker og evt. en svømmehal samt bedre trafikale sammenhænge.

I Kokkedal er der planlagt for en ny bymidte i området ved Cirkelhuset og rådhuset, som følge af nye muligheder givet i Fingerplan 2019. Udviklingen har fokus på etablering af store udvalgsvarebutikker, boliger og etablering af en ny moderne skole for Nordsjællands Grundskole og Gymnasium (NGG).

I landområdet har en ny lokalplan for Dysseager ved Karlebo muliggjort opførelse af ti nye familieboliger og en ny lokalplan for Karlebo Landsby har skabt fornyet fokus på bevaring og udvikling af landsbyen bl.a. med muligheder for opførelse af enkelte nye huse som huludfyldning.

Følgende kommuneplantillæg er vedtaget

  • KPT nr. 1 Fredensborg Bymidte
  • KPT nr. 2 Detail- og erhvervsområde ved Præstemosevej
  • KPT nr. 4 Klimatilpasning
  • KPT nr. 5 Lindelyvej
  • KPT nr. 8 Teamtillæg om detailhandel og afgrænsning af ny bymidte i Kokkedal
  • KPT nr. 9 Boliger ved Ulriksdal
  • KRT nr. 10 Parkeringsnorm i stationsnære kerneområder
  • KPT nr. 11 Boliger på Nyvej
  • KPT nr. 13 Oversvømmelse og erosion

Følgende lokalplaner er vedtaget

Fredensborg

  • F116 Detail- og erhvervsområde ved Præstemosevej 
  • F117 Fredensborg Bymidte
  • F120 Revision af Lokalplan F116
  • F122 Lindelyvej
  • F123 Boliger ved Ulriksdal

Humlebæk

  • H111 For et rækkehusområde ved Gammel Torpvej 2
  • H112 Institution ved Teglgårdsvej – Tillæg til lokalplan H103
  • H113 Boliger på Nyvej

Nivå

  • N104 Tillæg til Lokalplan 50 for Sølyst Teglværk
  • N109 Kildehøj Nivå
  • LP50-2 Tillæg 2 til Lokalplan 50 Sølyst Teglværk

Kokkedal

  • K106 Område for erhverv og særligt pladskrævende varer ved Kokkedal Industripark

Landområdet

  • L101 Institutions- og fritidsområde ved Græstedgård
  • L102 Toelt Landsby
  • L103 Dysseager (Karlebo)
  • L104 Revision af Lokalplan 31 Avderød Landsby
  • L01-1 Tillæg 1 til Lokalplan 01 Lønholt
  • LP37-1 Tillæg 1 til Lokalplan 37 Karlebo Landsby

Fredensborg Kommune
Center for By og Land
egevangen 3 B, 2980 Kokkedal 

Telefon: 72 56 50 00
fredensborg@fredensborg.dk