Digital infrastruktur
Fredensborg Kommune har generelt en veludbygget digital infrastruktur, men der er fortsat områder, hvor borgere og virksomheder ikke har adgang til de bredbåndshastigheder og den mobildækning der ønskes. Endvidere skal kapaciteten i mobilnettene forbedres for at tilgodese fremtidens behov for mobildata. Der stilles derfor krav til, at den kommunale planlægning skal tilgodese udbygningen af landets digitale infrastruktur.
For at opnå god, stabil og tilstrækkelig mobildækning, er det en nødvendig forudsætning, at der opsættes mobilmaster med antenner og at etableres teknikhuse med teknisk udstyr. Samtidig skal der tages hensyn til landskabsværdier, naturværdier og kulturhistoriske værdier, mv.
Eksisterende mobilmaster og antenner fremgår af retningslinjekortet.
- Ved udarbejdelse af nye lokalplaner skal der tages stilling til, om lokalplanerne kan tilgodese forbedringer af den digitale infrastruktur ved at muliggøre opstilling af mobilmaster og -antenner samt nødvendige teknikhuse mv.
Planlægningszonen fremgår af retningslinjekortet.
- I planlægningszonen kan der opstilles mobilantennemaster, under forudsætning af at mobilmasten og -antennen ikke forringer oplevelsen og tilstanden af natur-, kultur og landskabsværdier samt væsentlige bymiljøer og arkitektur. Tilladelse til opstilling af mobilmaster og -antenner vil altid bero på konkret vurdering.
- Nye mobilmaster og -antenner skal placeres og udformes så de bedst muligt indgår i en samlet digital infrastruktur i kommunen, herunder fælles udnyttelse af strukturer med plads til alle operatører. Eksisterende og nye master skal kunne anvendes af flere operatører, jf. mastelovens regler herom.
- Nye mobilmaster og -antenner skal placeres og udformes så de indpasses bedst muligt i bybilledet og landskabet.
- Teknisk udstyr skal så vidt muligt etableres i eksisterende bygninger. Nye teknikhuse og teknikskabe skal placeres og udformes så de indpasses bedst muligt i bybilledet og landskabet.
- Ved etablering af nye mobilmaster og -antenner skal der tinglyses krav om fjernelse af masten og tilhørende anlæg senest ½ år efter ophør af anlæggets anvendelse til telekommunikationsformål.
Forbudszonen fremgår af retningslinjekortet.
- I forbudszonen må der som udgangspunkt ikke opstilles nye mobilmaster og -antenner. Dog kan der placeres antenner på eksisterende master og højde konstruktioner.
Formål med retningslinjerne
Formålet med retningslinjerne er at kommunikere så klart som muligt til borgere, teleselskaber og andre interesserede, om mulighederne for at etablere digital infrastruktur i kommunen. Derfor er kommunen inddelt i en forbudszone og en planlægningszone. Forbudszonen omfatter områder med landskabsfredninger, strandbeskyttelseslinje, fortidsmindebeskyttelseslinje, kirkebyggelinje, skove, naturbeskyttelse, mølleomgivelser samt kirkeomgivelse, da disse områder er vurderet sårbare overfor mobilmaster og -antenner. I forbudszonen er det derfor som udgangspunkt ikke tilladt at opstille mobilmaster og -antenner. Planlægningszonen omfatter alle øvrige arealer. Her er det som udgangspunkt tilladt at planlægge for/etablere mobilmaster og -antenner. Det er dog en forudsætning, at der i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret vurdering, som sikrer hensyntagen til natur, kultur og landskabelige interesser samt værdifulde byrum og arkitektur.
Målsætning
Det er en statslig og kommunal interesse, at der er god internet- og mobildækning i hele landet. Regeringen støtter en målsætning om, at alle husstande og virksomheder i 2020 skal have adgang til minimum 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload, samt at der skal være god mobildækning i hele landet. Det skal ske med udgangspunkt i principperne om markedsbaseret og teknologineutral udrulning.
Administrativ praksis
Kommunen finder det hensigtsmæssigt at skelne mellem de muligheder som love og regler giver, og de holdninger som kommunen har til forskellige områder i kommunen. Der er f.eks. stor forskel på holdningen til en placering i et værdifuldt kulturmiljø og en placering i et erhvervsområde med tekniske anlæg, selvom love og regler i udgangspunktet måtte give de samme muligheder eller begrænsninger. Hensigten med at formulere en administrativ praksis er at give mulighed for en fokuseret og koordineret planlægning og prioritering af forbedringer af den digitale infrastruktur, f.eks. opstilling af nye master. Den administrative praksis giver borgere og andre interesserede oplysninger, om kommunens grundlag for behandling af enkeltsager.
Rammerne for behandlingen af konkrete enkeltsager afgøres af lovgivningen for det aktuelle område, f.eks. lokalplanernes principper, som sætter grænser for kommunens muligheder for at meddele dispensationer.
Eksisterende lovgivning definerer mulighederne for etablering af mobilmaster og -antenner:
- Det er umiddelbart tilladt at etablere mobilmaster og -antenner i områder omfattet af lokalplaner, der konkret giver mulighed herfor, og forudsat at det ikke er i strid med anden lovgivning.
- Der vil være gode muligheder for at opnå tilladelser og/eller dispensationer til etablering af mobilmaster og -antenner i områder med lokalplaner, som indirekte (dvs. hvor en lokalplan hverken har bestemmelser som konkret muliggør opsætning af master, men omvendt heller ikke har bestemmelser der udelukker det) giver mulighed for etablering af digital infrastruktur eller lignende formål, samt i byzone uden lokalplaner og i dele af landzonen uden beskyttelseshensyn.
- Hvor lokalplaner og byplanvedtægter ikke indeholder bestemmelser om mobilmaster og -antenner er kommunen principielt positiv overfor nødvendige dispensationer til placering, højde og udformning, forudsat at kommunen har den fornødne dispensationskompetence og forudsat, at det er foreneligt med konkrete hensyn til f.eks. naboer, kulturværdier, landskabsværdier og naturværdier.
- Det er umiddelbart ikke muligt at etablere mobilmaster og -antenner i områder, hvor kommunen ikke kan give dispensation fra lokalplaner, samt i områder med landskabsfredninger, strandbeskyttelseslinje, fortidsmindebeskyttelseslinje, kirkebyggelinje, skove og naturbeskyttelse, samt kirke- og mølleomgivelser.
Kommunens holdning til opstilling af mobilmaster og -antenner:
- Kommunen er positiv overfor, at der kan opsættes nye mobilmaster og -antenner på kommunalt ejede arealer og bygninger.
- Kommunen ser gerne, at nye mobilmaster og -antenner så vidt muligt placeres, hvor der allerede er eksisterende master og/eller høje bygninger, i erhvervsområder og områder til tekniske anlæg, på arealer tæt ved jernbane og motorveje eller højspændingsledninger. Eksisterende master fremgår af retningslinjekortet.
- Kommunen er positiv overfor, at der kan opsættes mobilmaster og -antenner i områder udlagt til centerformål.
- Kommunen indgår gerne i en dialog om mulighederne for at opsætte nye mobilmaster og -antenner i boligområder, samt i områder der i kommuneplanen er udpeget som beskyttelsesområder for landskabsværdier og naturværdier. Kommunens holdning til sagen vil være afhængig af mange konkrete hensyn, samt af placering, udformning, mv.
- I den del af landområdet, som er udlagt til planlægningszone, er kommunen som udgangspunkt positiv overfor, at der kan opsættes nye mobilmaster og -antenner.
Den videre planlægning
I den kommende planperiode skal der udarbejdes en strategisk plan for placering af mobilmaster, der skal sikre fuld dækning i hele kommunen.
Andre myndigheder
Energistyrelsen
Lovgrundlag
Planloven