Skip til hoved indholdet

Humlebæk

Planstrategi 2011-2014

I planstrategien fastlagde Byrådet følgende vision mål og indsatser for Humlebæk:

Vision
Levende kulturby ved vandet:

Humlebæk er en levende kulturby med kunst og kulturelle oplevelser af høj kvalitet. Humlebæks mange lokale forretninger, cafeer og restauranter emmer af kvalitet og specialiteter, mens Krogerup og Louisiana altid er et besøg værd.

Humlebæks lange kystlinje med havne, strande og kulturmiljøer rummer gode muligheder for aktiviteter, oplevelser og afslapning, mens de omkransende skove sikrer adgangen til rekreativ natur.

Mål

  • Attraktiv kystlinje og grønne boligområder:
    Humlebæk har en lang kystlinje med 2 havne og flere strandarealer som er samlingspunkter for aktivitets- og fritidsliv samt afslapning og oplevelser. Havnene og de børnevenlige strande er attraktive og spændende udflugtsmål for både borgere og besøgende.

    Mod nord og syd er Humlebæk omgivet af rekreative grønne områder. Med Humlebæk Idrætscenter og det kommende pleje og rehabiliteringscenter skabes en ny variation i aktivitets- og udfoldelsesmulighederne i Humlebæk Syd.
  • En bymidte med rum til udfoldelse og oplevelser:
    Området omkring stationen i Humlebæk er kernen i byens aktiviteter og detailhandel. Begge sider af stationen fungerer med sine forskellige bygninger og byrum som samlingssteder for Humlebæks borgere, hvor blandt andet kunstudstillinger, loppemarkeder og markedsdage skaber rammen om det gode liv i byen.

    Bymidten er tæt forbundet på tværs af stationen og opleves som et sammenhængende område skabt til udfoldelse og oplevelser for alle.
  • Anerkendt kulturby for borgere og turister
    Humlebæk er en spændende destination, hvor byen straks fra ankomsten til stationen byder velkommen og guider til byens mange kulturelle attraktioner.

    På hovedfærdselsårene i Humlebæk er oplevelser i højsædet, når kunsten tegner ankomsten og sætter farten igennem kulturbyen. 

Udviklingsprojekter i 2017-2020

Ankomsten til Humlebæk skal give en fornemmelse af en kulturby. Derfor skal området omkring stationen og Strandvejen have et naturligt løft. 

I Humlebæk er der fokus på at skabe et mere aktivt byrum. Salg af, og dermed flytning af Humlebæk Bibliotek fra dets nuværende placering til posthusgrunden, er en del af dannelsen af et nyt byrum. 

Samtidig kan græsarealet på vandsiden af stationen evt. inddrages, så der skabes sammenhæng på tværs af stationsområdet. 

Der skal arbejdes med bedre parkeringsforhold i Humlebæk ved Louisiana. Foreningshuset Strandlyst skal moderniseres både arkitektonisk, men også i relation til anvendelse af huset. 

Der skal laves forundersøgelse om muligheden for eventuel flytning af Humlebæk stadion – Bannebjerggård - til Humlebæk idrætscenter. Et nyt og moderne plejecenter etableres syd for Humlebæk Skole, Baunebjerg. I tilknytning med plejecenteret arbejdes der på etablering af en ekstra etage med mulighed for bl.a. samling af flere lægepraksis. I forbindelse med plejecentret skal der etableres  bedre adgangsveje. 

 

Humlebæk i dag


Humlebæk er med sin kystnære placering i idylliske rammer, nærhed til København og tradition for kunst og kultur en attraktiv bosætningsby med en tydelig identitet og et globalt udsyn. 

Humlebæk er den by i kommunen, der er mest udbygget langs kysten, men til gengæld er den fysisk delt i en østlig og en vestlig del langs Strandvejen, hvilket udfordrer byens sammenhængskraft. 

Stationspladsen, der i praksis burde fungere som en introduktion til byens oplevelser for besøgende, opfylder på nuværende tidspunkt ikke sin rolle. Pladsen har fine byrumskvaliteter, men fremstår tom og uden funktioner, og indbyder derfor ikke til længere ophold eller aktivitet. Som besøgende bliver man ikke budt velkommen og ledt naturligt videre mod byens oplevelser og kvaliteter.

I de følgende afsnit redegøres nærmere for hovedstrukturens dele ud fra de overordnede målsætninger for udviklingen, som fremgår af de 5 indsatsområder i Planstrategi 2015-2020, Fremtidens Fredensborg Kommune:

Fredensborg Kommune
Center for By og Land
egevangen 3 B, 2980 Kokkedal 

Telefon: 72 56 50 00
fredensborg@fredensborg.dk