Skip til hoved indholdet

Den regionale rolle

Fredensborg Kommunes regionale rolle


Fredensborg Kommune er en del af hovedstadsregionen. Udviklingen i Fredensborg Kommune skal dermed også ses i sammenhæng med den øvrige regionale udvikling, hvor der skabes vækst fra mange forskellige sider. Det er vigtigt, at Fredensborg Kommune tager aktivt del i det regionale fællesskab og i den vækst, der skabes i hele regionen, samt er en aktiv medspiller i initiativer på tværs af kommunegrænser. 

Som en del af hovedstadsregionen indgår Fredensborg Kommune i et sammenhængende regionalt byområde, hvor kommunerne indbyrdes er i konkurrence om at tiltrække borgere, virksomheder, offentlige og private institutioner mv. 

Fredensborg Kommunes rolle i regionen er hovedsageligt som bosætningskommune, idet kommunen på de områder, der er vigtige for folk, når de skal vælge bosted – adgang til natur og vand, kulturmiljøer, aktive fritids- og kulturoplevelser og tilgængelighed – står i en gunstig position. 

Fredensborg Kommune og særligt kystbyerne, Humlebæk, Nivå og Kokkedal er velbeliggende i forhold til den overordnede infrastruktur og kollektive trafikbetjening mod København og Helsingør. Der er således gode muligheder for at bo i kommunen og samtidig arbejde og benytte sig af handels- og kulturtilbud i København og i de øvrige byer på kystbanestrækningen. 

Fredensborg Kommune er imidlertid ikke den eneste attraktive bosætningskommune i regionen. Byrådet vil derfor have fokus på at udvikle kvaliteter, som forstærker kommunens position som attraktiv og unik. Den langsigtede fysiske planlægning skal bidrage til og understøtte denne udvikling.

Identitet
Som centralt beliggende oplandskommune til København, i den første grønne kile uden for storbyen, kan Fredensborg Kommune tilbyde rammerne for det nære og rolige liv. Her har man mere udenomsplads til rådighed, ligesom der overalt i kommunen er nem adgang til naturen og landområdet, mens man samtidig er tæt på hovedstadens mange muligheder. 

Fredensborg Kommune har fire næsten lige store bysamfund og et landområde med mange landsbyer. Hver by og landsby med sin identitet og kendetegn, der danner rammerne og skaber muligheder for det liv, der leves. Byerne er tæt forbundet, og der er kun 15 km fra den ene ende af kommunen til den anden. Det gør, at borgerne kan have glæde af hele kommunens forskelligartede tilbud og kvaliteter. Bysamfundene i Fredensborg Kommune supplerer hinanden og giver plads til forskellighed.

Mangfoldigheden er en styrke og grundlaget for, at man kan tiltrække og fastholde flere og forskellige befolkningsgrupper til kommunen. Byrådet vil derfor arbejde for, at byernes og landområdernes kvaliteter fremmes og at det unikke ved hvert område gøres bærende for udviklingen af stederne.

Bolig- og befolkningsudvikling
Den fysiske planlægningen sætter rammerne for byomdannelse og byudvikling og har betydning for den samlede rummelighed til boligudbygning. Sammen med udviklingen på boligmarkedet spiller den fysiske planlægning dermed en væsentlig faktor for udviklingen i befolkningstallet. 

Det samlede befolkningstal i Fredensborg Kommune rundede i 2015 40.000 indbyggere*. Tendensen i den demografiske udvikling har hidtil været, at der er blevet flere ældre og færre borgere i de erhvervsaktive aldersgrupper. Udviklingen forventes imidlertid at nå et vendepunkt i de kommende år. Hvis kommunen skal fastholde og fremme en positiv afbalanceret befolkningsudvikling og dermed sikre fortsat befolkningsgrundlag for at bevare og udvikle kommunens institutioner, foreningsliv, erhvervsliv mv., er det en forudsætning, at boligudbuddet øges de kommende år.

Boligmarkedet i Fredensborg Kommune er for tiden gunstigt for boligudviklere. I kommunens befolkningsprognose 2016 forudsættes en boligtilvækst for hele kommunen på ca. 100 boliger om året i perioden 2016 til 2027 hvilket er en opjustering i forhold til tidligere. Den hidtidige gennemsnitlige boligtilvækst i perioden 2002 til 2015 har været ca. 84 nye boliger pr. år.

Den eksisterende byggerummelighed i Fredensborg Kommune udgør ca. 2090 boliger. Byggerummeligheden er uens fordelt mellem de fire bysamfund (Fredensborg By = 325, Humlebæk = 1115, Nivå = 460 og Kokkedal =190). Byggerummeligheden i Humlebæk er inklusiv byggemuligheder i Humlebæk Syd (ca. 1000 boliger) og udgør således en meget væsentlig del af den samlede byggerummelighed i kommunen (Byrådet besluttede den 25. april 2016, at Humlebæk Syd for nuværende ikke ønskes udbygget). Dertil kommer fortætningsmuligheder af centerområder og stationsnære villaområder, muliggjort i kommuneplanen.

Fredensborg Kommune fik med Fingerplan 2013 (landsplandirektiv for hovedstadsområdets udvikling) mulighed for at inddrage nye arealer ved Nivå og Kokkedal i byzonen ved fastlæggelse af rækkefølge for byudviklingen og forudsat, at den eksisterende planlagte byggerummelighed ikke er tilstrækkelig til at dække det forventede behov i planperioden (2017 –29). På trods af opjusterede forventninger til boligtilvæksten de kommende år, medfører den væsentlige byggerummelighed i Humlebæk Syd, at der ikke umiddelbart kan godtgøres et behov for udlæg af ny byzone til boligudbygning*. Se endvidere næste afsnit om Overordnet planlægning—Fingerplan 2013.

Fysisk infrastruktur
En stor del af kommunens indbyggere pendler til arbejdspladser uden for kommunen og er derfor afhængige af en god og effektiv infrastruktur. Generelt for hovedstadsområdet gælder, at væksten i biltrafikken medfører stigende trængselsproblemer på det overordnede vejnet i myldretiden. I et regionalt perspektiv vil en udbygning af infrastrukturen, herunder den kollektive trafik, på langs og på tværs af byfingrene, have betydning i forhold til trafikal aflastning af de indre dele af hovedstadsområdet og give bedre tilgængelighed til omegnens regionale centre så de kan tilføres nye regionale funktioner, eksempelvis det nye superhospital som planlægges syd for Hillerød. 

I et lokalt perspektiv vil en forbedring og udbygning af infrastrukturen generelt have positiv indflydelse på Fredensborg Kommunes muligheder for at tiltrække og fastholde borgere samt forbedre erhvervslivets udviklingsmuligheder. Byrådet har fokus på, at der er sammenhæng mellem at være en attraktiv bosætningskommune og det lokale erhvervsliv. Derfor ønsker Byrådet, at styrke erhvervslivets rammer og vilkår med henblik på at fastholde og udvikle lokale arbejdspladser. 

Den fysisk infrastruktur er en væsentlig forudsætning ved placering af virksomheder/arbejdspladser og for valg af bosted, ikke mindst for kommunens mange borgere, der pendler til arbejde eller uddannelse andre steder i regionen. 

Udfordringen i forhold til den overordnede infrastrukturen består i at forbedre tilgængeligheden som grundlag for vækst og udvikling, samtidig med at der tages hensyn til de landskabelige, naturmæssige og kulturhistoriske herlighedsværdier, der kan blive berørt af infrastrukturanlæg. 

Byrådet vil arbejde for, at en forbedring og udbygning af infrastrukturen sker på baggrund af en kvalificeret debat og beslutning, hvor de forskellige løsningsmuligheder er grundigt og ligeværdigt belyst. I forbedring og udbygning af infrastrukturen vil Byrådet have fokus på at øge trafiksikkerheden og motivere til en sund og bæredygtig mobilitet.

Digital infrastruktur
God digital infrastruktur (bredbånds– og mobildækning) har væsentlig betydning for både borgere og virksomheder og dermed også for bosætning og placering af virksomheder. Der er sket en digitalisering af vores hverdagsliv både på arbejdet og i fritiden, og den digitale infrastruktur er i dag blevet en forudsætning for vækst og udvikling i lighed med den fysiske infrastruktur. 

Kortlægning i Fredensborg Kommune viser, at adgang til bredbåndsdækning varierer meget i Kommunen. Mange steder er bredbåndsdækningen god, men andre steder er den utilstrækkelig. Det meste af kommunen har en god mobildækning for tale, og rimelige forhold for mobildata, men der er områder i kommunen, hvor der er behov for forbedringer. Det gælder ikke mindst i landområdet. Derfor ønsker Byrådet at arbejde for at forbedre bredbånd– og mobildækningen i hele kommunen. 

Regionalt arbejder Fredensborg Kommune sammen med Frederikssund, Gribskov, Halsnæs, Helsingør og Hillerød kommuner om at forbedre bredbånds– og mobildækningen. I samarbejdet arbejdes der på udvikling af fælles retningslinjer for udvikling af den digitale infrastruktur samt sikring af en god og fremmende dialog med telebranchen.

Klima, sundhed og natur
Indenfor de senere år har vi oplevet dramatiske konsekvenser af klimaændringerne. Således oplevede mange borgere i Kokkedal i 2007 og igen i 2010 store oversvømmelser og mange skader. Konsekvenserne af klimaforandringerne har sat en ny dagsorden både globalt, nationalt og i den kommunale planlægning. Den fysiske planlægning spiller en væsentlig rolle; dels i forhold til at forsøge at dreje udviklingen i en bæredygtig og klimavenlig retning. Og dels i forhold til at afbøde de værste konsekvenser og tilpasse vores byer og landskaber til nuværende og kommende klimaforandringer. 

Byrådet anskuer klimaudfordringen som en mulighed, der bl.a. giver anledning til at udvikle vores natur og grønne områder og forbedre borgernes sundhed og livskvalitet. Naturen og mulighederne for et aktivt (fritids) liv er som tidligere beskrevet medvirkende til at Fredensborg Kommune er en attraktiv bosætningskommune, og udviklingen af en klimaindsats, der går hånd i hånd med natur og sundhed er således også en del af arbejdet med at udvikle kommunens kvaliteter. 

Klima-, sundheds- og naturindsatsen skal ses i det brede perspektiv. Det handler ikke kun om håndtering af f.eks. øgede regnmængder, men også om at øge naturens mangfoldighed, landskabets og byernes rekreative/ æstetiske kvaliteter og identitet. Klimaby Kokkedal er et godt eksempel på dette.

Kommuneplanens sammenhæng med nabokommunerne


Kommuneplanlægningen forudsætter samarbejde på tværs af kommunegrænser for at sikre sammenhæng og tværkommunale hensyn. 

Fredensborg Kommuneplan 2017 indeholder ikke ændringer, som vil forrykke den regionale struktur og balance, men videreudvikler og styrker kommunens eksisterende regionale rolle som bosætningskommune.

Kommuneplanen indeholder en omfattende revision af temaerne for det åbne land. Således er der foretaget helt nye udpegninger af landskabsværdier og naturværdier. I forbindelse med udpegningerne har der været dialog med nabokommunerne for at sikre sammenhænge på tværs.
Samarbejde og koordinering
Fredensborg Kommunen grænser op til kommunerne Helsingør, Gribskov, Hillerød, Allerød og Hørsholm.

Nationalpark - Kongernes Nordsjælland
Kommunen har samarbejdet med Gribskov, Halsnæs, Hillerød og Helsingør kommuner om et fælles forslag til etablering af nationalpark Kongernes Nordsjælland. Nationalparken skaber sammenhæng fra øst til vest og fra kyst til kyst og går ind over Helsingør, Gribskov, Hillerød, Halsnæs og Fredensborg kommuner.

Ny regional grøn kile
Kommunen har deltaget i en tværkommunal arbejdsgruppe med Hillerød og Allerød kommuner omkring udpegning af en ny regional grøn skovkile på tværs af kommunegrænserne. Kilen skal sikre sammenhængende bynære grønne rekreative områder i den ydre del af Hillerødfingeren i hovedstadsområdet. Tokkekøb Hegn, Store Dyrehave og den sydlige del af Gribskov er kerneområder i kilen. Kilen skal være en forlængelse af den eksisterende ydre grønne kile ”Furesø/Stavnsholt kilen”, der i dag er fastlagt ud til den 4. grønne ring i Fingerplan 2013. Udpegning af ny regional kile er en forudsætning for udlægning af ny byzone i landområderne i ydre Hillerødfinger og ydre Frederiksundfinger.

Usserød Å EU LIFE projekt
Kommunen har deltaget i et tværkommunalt samarbejdsprojekt omkring Usserød Å. Projektet er et samarbejde mellem Fredensborg, Hørsholm og Rudersdal kommuner og tre forsyningsselskaber. Som en del af projektet skal der blandt andet opsættes hydrauliske målesystemer og styringsredskaber, så oversvømmelser kan undgås i fremtiden. Der skal anlægges vådenge som bufferzoner for ekstremregn.

Byområdet Kokkedal/Hørsholm
Fredensborg og Hørsholm kommuner deler kommunegrænse i byområdet Kokkedal/ Hørsholm. Der er derfor behov for løbende koordinering og dialog i forbindelse med den konkrete planlægning, herunder særligt omkring detailhandel, byudvikling og trafikforhold.

Greater Copenhagen
Fredensborg deltager i samarbejdet Greater Copenhagen, som er et regionalt erhvervspolitisk partnerskab mellem kommuner og regioner i Østdanmark samt de skånske kommuner og Region Skåne. Formålet er at samarbejde om at fremme væksten i området. 

Fredensborg Kommune
Center for By og Land
egevangen 3 B, 2980 Kokkedal 

Telefon: 72 56 50 00
fredensborg@fredensborg.dk